Monthly Archives

december 2017

Renovering Sneglehus

Sæt i gang!

Det er ved at være længe siden vi har givet en status, som lige nu er, at vi har fået nøglerne og været i huset et par gange for at kigge, gøre lidt rent og lægge noget værktøj. Så blev det jul og vi har ligesom de fleste andre spist, været sammen med familie og forsøgt at lægge hustankerne lidt i bero (ret svært at gøre). Men nu er julen overstået og vi er klar til at tage de første ægte spadestik mod vores husdrømme, og vi er nu efter første døgn, og vores første nat i huset, i gang med at danne os et overblik over, hvad der skal laves og i hvilken rækkefølge. Det er en del, men intet uoverskueligt (endnu) – Altså med undtagelse af de to badeværelser og annekset, men det er noget, der kan vente, og badeværelserne hyrer vi hjælp til, når vi når dertil.
Planen er endnu ikke fastlagt, men som det ser ud nu, starter vi med at gøre førstesalen færdig (minus badeværelse og altan, som må vente), hvor der skal laves tre soveværelser og et walk in-skab – Her skal vi slibe og behandle plankegulve, nedrive træbeklædning af vægge og lofter, gøre vægge og lofte glatte og male dem, og udskifte vinduer.
I samme omgang sliber vi trappen ned og gør klar til maling.
Men inden vi går i gang med det, er vi ved at hive indbyggede skabe ned i underetagen for at danne os et bedre overblik over rummene hernede – og forhåbentlig slippe af med de mus, vi mistænker der bor her…

Der er meget, der skal laves, ingen tvivl, men vi er ved godt mod til trods for løftede øjenbryn, skepsis og kække kommentarer om skilsmisseadvokater fra nær og fjern. Det bliver godt!
Børnene hjælper til, og vi føler selv at vi er realistiske i tidsplan og økonomi. For nu. Men vi er selvfølgelig knap gået i gang, så lad os tales ved om et par måneder 😉

De bedste råd vi har fået, og som vi følger, er ikke at tage munden for fuld – Starte med de ‘nemme’ rum og sætte delmål. Vores første delmål hedder 1. sal og trappe færdig i februar. Dernæst stue + vinduer (alle skal skiftes), samt et af de to badeværelser, hvilket gerne skal stå klar d. 1. April. Som også er den dag vi flytter officielt ind, og så tager vi fat om spisestue og køkken, der kommer til at være sammenhængende – og bestå af det der lige nu er køkken, bryggers og udestue. Dernæst skulle hele hovedhuset gerne stå klar omkring slut maj, og vi kan tage fat i det udvendige + opstarte projekt badeværelser og terrasse. Det er der endnu ingen tidsplan for, da vi ikke engang nu ved om ovenstående kommer til at holde stik. Igen: Delmål. Vi ser hvad der sker med 1. salen og tager det derfra.

Det bliver en mundfuld og muligvis en optimistisk en, men der er plads til justeringer, ja-kasketterne er på og vi tager det en dag ad gangen.

Vi vil opdatere løbende med billeder (før- og efter), med DIY’s og tanker omkring det hele. I kan også følge med på instagram, hvor @sneglehytten opdateres oftere og oftere. OG ønsker til indlæg omkring renoveringen modtages også meget gerne.
Vi glæder os til det hele.

Michael & Cecilie

Sneglehus

Husejere

Endelig er ventetiden ovre. Og selvom det har taget lang tid, i hvert fald siden vi bød første gang og satte hele forhandlingen i gang – Er det alligevel som om at vejen hertil har været kort. Fra vi begyndte at tale om og besluttede os for at rykke ud af byen i sommers til, at vi nu står med et hus på hånden. Og det gør vi. De sidste papirer er udfyldt, alt er sendt afsted og godkendt. Nøglerne venter på os.

Vi er officielt husejere.

Det ser vildt ud på skrift og føles vildt herude i virkeligheden. Mere end vildt. Vi har kendt hinanden i 11 år, er blevet gift og fået tre børn sammen – og alligevel er det som om at det at eje et hus sammen VIRKELIG er store sager.

Huset er købt, og nu skal vi bare i gang. I gang med at renovere, for ja, vi endte da (selvfølgelig) med håndværkertilbuddet.

Skååååål!

 

hustanker Sneglehus

Lange dage, ventetid og afklaring

Helt naivt gik vi og troede, at når man skulle købe hus, var det noget med at finde en pris, skrive under, og så var det ligesom det. Haha og HA! Det er det ikke, viser det sig. For fire uger siden bød vi på et hus, for to en halv uge siden blev vi enige om en pris med sælger, for ti dage siden underskrev vi en købsaftale med forbehold, for ni dage siden underskrev sælger samme aftale, for otte dage siden godkendte banken vores lån, for seks dage siden godkendte vores advokat købet med en række forbehold og en tidsfrist på tre dage. For tre dage siden bad sælger om udsættelse på fem dage. I al den tid har vi skiftevis mistet håbet, fundet det igen, sat forventningerne både ned og op, og ikke fået ret meget nattesøvn. Hver uge den sidste måned, har vi i starten af den, kigget på hinanden og sagt ordene: Måske er det denne uge, vi får afklaring og bliver husejere. I dag, mandag, har vi aftalt ikke at forvente noget, at tage det helt køligt og måske lade helt være med at tænke på, at det nok ret sikkert bliver i denne uge at vi ved det. Ved om vi har købt et hus eller om vi skal tilbage på markedet. Hvis sidstnævnte er tilfældet og vi igen skal lede efter vores hus, har vi aftalt at holde en pause fra boligsiderne, og tage på ferie. Et varmt sted.

Vi ved godt, hvad vi helst vil, men allerhelst vil vi bare gerne have afklaring. I går.

 

hustanker sneglefamilien Sneglehus

Husjagt: Hvor meget skal man involvere børnene?

Vores børn ved godt, at vi kigger på huse udenfor byen. Men det har været lidt svært, at finde ud af hvor meget eller hvor lidt de har skulle vide. Er det tarveligt at holde det fra dem? Kan de navigere i og forstå hvad det vil sige at flytte i hus, væk fra byen? Kan vi?
Vi har ofte snakket meget om drømmene om et hus, en have og noget mere ro. Men derfra og til at tale husjagt er der lidt vej. Og det har været noget vi har justeret på løbende. I starten fortalte vi slet ikke om de huse vi havde set, nok fordi vi også lige selv skulle vænne os til at være i gang med at kigge – og føle os sikre på, at tiden til et eventuelt sceneskifte var nu, men langsomt har det ændret sig, og særligt den ældste på 8 år har vi involveret en del igennem de sidste par måneder. Vi har fortalt om og vist billeder af de huse vi har set, snakket om områderne, og spurgt ind til hans tanker omkring måske at skulle flytte langt væk fra alt han kender. Det har været rart for os at kunne tale åbent om vores overvejelser og tanker i hans nærvær, og vi har kunne mærke på ham, at han også har fundet processen interessant. Han hepper i øvrigt på håndværkertilbuddet, da han elsker byggeprojekter. Han har dog ikke set nogle af husene i virkeligheden, og kommer også først til at komme med, når vi på et tidspunkt har endeligt besluttet os for et.
Den mindste på knap 9 måneder er altid med til fremvisning, selvfølgelig, men forstår så godt som ingenting, og hende på 2 1/2 har også været med et par gange, når logistikken har dikteret det. Hun lader desuden til at være mere end klar til huslivet, men hvor meget hun forstår af selve jagten og den nuværende process er ret begrænset. Også vores næstældste på 7, ved at vi kigger på hus og nok også på et tidspunkt skal flytte, men han er, modsat sin storebror, langt mindre med i overvejelses-snakken. Ikke fordi han ikke må vide noget, men fordi at hans personlighed og temperament egner sig langt bedre til konkrete informationer.

Vi har fundet en god balance, der virker for os og børnene, og er overbevist om at man som forældre ved bedst om man har børn, der skal have mange informationer, eller lidt mindre, eller måske slet ingen. Men det kan godt tage lidt tid, at nå frem til, hvor involverede de skal være.
Ligesom med alt andet i sådan et forløb. Alt.