Category -

hustanker

hustanker

Spørg google

Google er ikke blevet brugt så flittigt her i familien, siden vi fik vores første barn. Men nu er der i den grad kommet gang i søgeriet igen – ALT googles, hele tiden… Vi har her samlet en oversigt over, hvad der er blevet søgt på fra vores computere og telefoner de sidste 14 dage bare. Forhåbentlig det kan give en ide om, hvilke faser vi har og stadigvæk går igennem, eller om ikke andet lidt underholdning til din søndag.

Det meste fandt vi svar på, meget slet ikke, så vi googler videre.

Bevaring af klinker
Nedtagning af klinker
Udskift fuge
Ovenlysvindue
Radiatorskjulere
Legehus
Renovering rækkefølge
At komme af med mus
Væk med mus uden fælder
Musefælde der ikke dræber
Sprossede vinduer gamle nye
Parketgulve hvordan?
Flytte radiator
Pizza Hornbæk
Støbe gulv
Rense tapet
Hjemmebygget køjeseng
Slyngplanter
Støjdæmpende hegn
Pænt støjdæmpende hegn
Hegn
Pæn postkasse
VVS Hornbæk
Dørskilt
Lyserød trappe
Hessian
Fjerne spartel fra plankegulve
Affald Hornbæk
Køleskab
Ovn
Frama køkken mål
Robotstøvsuger
Børnehave Hornbæk
Opløs vævlim
Silvan Helsingør
Kalkede trægulve
Flamingoplader i væg
Vabler på hænder
Gynge til at hænge i træ

hustanker Renovering Sneglehus

73 dage …

Så længe er der til vi skal overlevere vores lejlighed i København, tømt og rengjort. Det vil sige at vi meget gerne skulle have en stor del af huset beboeligt til den tid, så vi kan flytte vores liv derhen. Om vi når det ved vi ikke, men et eller andet når vi nok.
Vi vidste godt, at der ville komme udfordringer af den uforudsete slags undervejs, og det er da også tilfældet allerede nu, hvor vi 14 dage inde i processen både er stødt på en mus, flamingo- og masonit-plader bag de fleste vægge og senest vågnede til et vådt gulv i bryggerset, da et afløb flød over på grund af regn og en prop lavet af rødder, mudder og blade.

Vi skal også arbejde ved siden af og være forældre, og kærester, så vores tid skal virkelig planlægges godt og der skal tages nogle hurtige (og rigtige) beslutninger. Heldigvis er det hele stadigvæk så nyt, og forelskelsen i huset og ideerne og drømmene er fortsat store og tiltalende, så det er stadigvæk hyggeligt at pille vægge ned, hive linoleum af gulvene til langt ud på natten med rødvin i papkrus, og derfor er det også nu vi giver det en ordentlig skalle, så det forhåbentlig er begrænset hvad vi skal nå, når nyforelskelsen lægger sig og rugbrødsdagene går i gang.

Det bliver skide godt. Også om 73 dage.

 

hustanker Sneglehus

Lange dage, ventetid og afklaring

Helt naivt gik vi og troede, at når man skulle købe hus, var det noget med at finde en pris, skrive under, og så var det ligesom det. Haha og HA! Det er det ikke, viser det sig. For fire uger siden bød vi på et hus, for to en halv uge siden blev vi enige om en pris med sælger, for ti dage siden underskrev vi en købsaftale med forbehold, for ni dage siden underskrev sælger samme aftale, for otte dage siden godkendte banken vores lån, for seks dage siden godkendte vores advokat købet med en række forbehold og en tidsfrist på tre dage. For tre dage siden bad sælger om udsættelse på fem dage. I al den tid har vi skiftevis mistet håbet, fundet det igen, sat forventningerne både ned og op, og ikke fået ret meget nattesøvn. Hver uge den sidste måned, har vi i starten af den, kigget på hinanden og sagt ordene: Måske er det denne uge, vi får afklaring og bliver husejere. I dag, mandag, har vi aftalt ikke at forvente noget, at tage det helt køligt og måske lade helt være med at tænke på, at det nok ret sikkert bliver i denne uge at vi ved det. Ved om vi har købt et hus eller om vi skal tilbage på markedet. Hvis sidstnævnte er tilfældet og vi igen skal lede efter vores hus, har vi aftalt at holde en pause fra boligsiderne, og tage på ferie. Et varmt sted.

Vi ved godt, hvad vi helst vil, men allerhelst vil vi bare gerne have afklaring. I går.

 

hustanker sneglefamilien Sneglehus

Husjagt: Hvor meget skal man involvere børnene?

Vores børn ved godt, at vi kigger på huse udenfor byen. Men det har været lidt svært, at finde ud af hvor meget eller hvor lidt de har skulle vide. Er det tarveligt at holde det fra dem? Kan de navigere i og forstå hvad det vil sige at flytte i hus, væk fra byen? Kan vi?
Vi har ofte snakket meget om drømmene om et hus, en have og noget mere ro. Men derfra og til at tale husjagt er der lidt vej. Og det har været noget vi har justeret på løbende. I starten fortalte vi slet ikke om de huse vi havde set, nok fordi vi også lige selv skulle vænne os til at være i gang med at kigge – og føle os sikre på, at tiden til et eventuelt sceneskifte var nu, men langsomt har det ændret sig, og særligt den ældste på 8 år har vi involveret en del igennem de sidste par måneder. Vi har fortalt om og vist billeder af de huse vi har set, snakket om områderne, og spurgt ind til hans tanker omkring måske at skulle flytte langt væk fra alt han kender. Det har været rart for os at kunne tale åbent om vores overvejelser og tanker i hans nærvær, og vi har kunne mærke på ham, at han også har fundet processen interessant. Han hepper i øvrigt på håndværkertilbuddet, da han elsker byggeprojekter. Han har dog ikke set nogle af husene i virkeligheden, og kommer også først til at komme med, når vi på et tidspunkt har endeligt besluttet os for et.
Den mindste på knap 9 måneder er altid med til fremvisning, selvfølgelig, men forstår så godt som ingenting, og hende på 2 1/2 har også været med et par gange, når logistikken har dikteret det. Hun lader desuden til at være mere end klar til huslivet, men hvor meget hun forstår af selve jagten og den nuværende process er ret begrænset. Også vores næstældste på 7, ved at vi kigger på hus og nok også på et tidspunkt skal flytte, men han er, modsat sin storebror, langt mindre med i overvejelses-snakken. Ikke fordi han ikke må vide noget, men fordi at hans personlighed og temperament egner sig langt bedre til konkrete informationer.

Vi har fundet en god balance, der virker for os og børnene, og er overbevist om at man som forældre ved bedst om man har børn, der skal have mange informationer, eller lidt mindre, eller måske slet ingen. Men det kan godt tage lidt tid, at nå frem til, hvor involverede de skal være.
Ligesom med alt andet i sådan et forløb. Alt.

 

 

hustanker

Hvordan byder man på et hus?

Altså vi HAR ikke googlet det, men det var tæt på. Fordi hvordan gør man egentlig? Byder på et hus. Gælder det når det er mundtligt, er en mail nok, er det bindende, når det står på skrift? Vi har aldrig prøvet det før. Eller vi har engang budt på et sommerhus, der ikke var til salg. Og et hus for nogle uger siden, der heller ikke var til salg. Det gik ikke så godt. Nu står vi i en situation, hvor ét bestemt hus får det til at summe i tæerne på os, og har sat ekstra fut i vores boligdrømme og vores Pinterestboard. Og nu har vi simpelthen budt på det. Skambudt faktisk. Må man overhovedet det? Vi vil jo ikke være uforskammede, men der skal altså virkelig mere end et par bøtter maling til, og det koster jo også… Og altså hvor intet vover, intet vinder og alt det der.
Det føles i øvrigt ret vildt. Det hele er pludselig meget tæt på, og måske alligevel virkelig langt væk. Og hvad gør man så herfra? Hvad hvis sælger synes vi er nogle røvbananer, og slet ikke gider forhandle med os? Hvad nu hvis de godt gør? Hvad hvis vi er ved at købe et hus… Shit, mand. Og har vi overhovedet gjort det rigtigt? Måske vi alligevel skal spørge google. … Eller bare gøre alvor af den der købersmægler.

 

hustanker sneglefamilien Sneglehus

Location location location

HVOR skal vi bo?
Michael er opvokset på en gård udenfor Roskilde, Cecilie er opvokset i en lejlighed på Vesterbro. Michael cyklede selv i skole og til diverse fritidsaktiviteter og brugte de fleste af sine vågne timer udendørs. Det gjorde Cecilie ikke 😉 Vores udgangspunkter er med andre ord ret forskellige. Og vi skal mødes et sted på midten, hvor end det så er.
Vi er, som tidligere skrevet, nået så langt i processen at vi ved vi vil ud af byen. Vi ved at vi vil nordpå. Vi ved at det er vigtigt for os at have skov og strand tæt på. Vi ved at vi skal finde et kompromis, hvor det hverken er landet-landet (Cecilies beskrivelse af steder med mange marker og langt til naboer) eller storby. At der gerne må være en eller anden form for by og nærmiljø, der tiltaler os og passer til os. En lille by.

Vi har siden starten af jagten indskrænket vores søgning til tre-fire byer nord for København. Alle under en times kørsel til København, som vi jo skal til en del gange om måneden, både når vi skal hente og bringe Michaels søn, og når vi hver især har møder og arrangementer. Heldigvis er vi de fleste dage ikke bundet op af tidspunkter og kan selv skemalægge rigtig mange ting, og kan komme udenom myldretid, hvilket er et stort plus og absolut gør at vi har været villige til at strække os i forhold til afstand. Havde vi været hængt op på mødetider hver dag i KBH, havde vi nok ikke søgt så langt væk. … Ja, 40-50 minutter ER langt, når man er vant til at kunne slentre til Magasin på syv minutter.

Vi har været længe om, at nå frem til der hvor vi er, beliggenhedsmæssigt. Vi havde en kort flirt med tanken om at blive øboere, efter at være blevet forelskede i først et hus på Bornholm og senere et på Ærø, men med et delebarn som vi gerne vil have hos os så ofte som muligt, og med relativt hyppige ærinder i hovedstaden, ville det med garanti trække tænder ud i længden. Så det må blive et sommerhus, hvis det nogensinde bliver aktuelt. Fyn har været oppe og vende, Vestegnen, Østsjælland, Nordjylland… Vi har været en del igennem. Men Nordsjælland vandt. Jeg tror det var et besøg i Dronningmølle tilbage i sensommeren, der for alvor overbeviste os. Dronningmølles natur, og at Cecilies forældre som vi er vant til at have rundt om hjørnet kigger samme vej.
Så nu har vi indskrænket søgningen ret specifikt, og kan begynde at kigge på ting som: Hvor langt til nærmeste nabo kan Cecilie (der klart læser for mange krimier til at være alene i et hus på landet) holde ud, hvor tæt på trafik og støj kan Michael klare, hvor langt må der være til skole, hvordan er skolerne (eller skolEN) i området … Osv. Det hele har vist sig at være kompromiser har vi indset. Måske kan vi godt bo tæt på togskinner, hvis huset er det rigtige. Måske kan vi godt leve med tætte naboer, hvis der er kig til stranden. Måske, hvis og det kan jo være …

Vi både elsker og hader denne her del. For ærlig talt har vi jo ingen anelse om hvor vi ender og i hvad. Eller om vi indgår det rette kompromis. Den nye drøm. Men rejsen dertil nærmer sig måske en ende, og det kunne godt tyde på, at vi har besluttet os for en by. Byen. Så mangler vi bare huset.

 

hustanker sneglefamilien

Forblændet?

For et års tids siden aftalte vi at det perfekte kompromis på hele byrotten og landløven’ problematikken var en lejlighed i byen og et sommerhus, eller en ødegård. Fra det og til hvor vi er nu, hvor en beslutning er blevet taget. En beslutning om at forlade byen, er der sket en del. Cecilie har længe, altid faktisk, forsvoret at hun aldrig ville forlade byen. Aldrig.
Men i takt med at børnene bliver større, er behovet for ro og plads og ikke mindst en have vokset. Vores børn er udendørsmennesker. Den ældste har gået i udflytterbørnehave og ved mere om planter og natur end nogen anden i familien. Den næstyngste vil til hver en tid hellere være ude end inde i al slags vejr. Den yngste sover kun lange lure når det kan være udendørs. Delebarnet er ligesom Cecilie mere et bymenneske, men siger aldrig nej til en cykeltur i det fri og har sjældent lyst mere op end da vi fortalte ham om vores husjagt, og eftersom at hans mor stadigvæk bor i byen, får han det (forhåbentlig) bedste af begge verdener. Der er meget få argumenter imod at blive i byen. Men det skal da ingen hemmelighed være at vi ind i mellem mærker en flig af tvivl. Er det hele bare en romantiseret tro på at det er det vi vil. Er vi forblændede af ideen om hvad det er der venter os. Er det urealistisk når vi tænker på, at vi kommer til at lukke børnene ud i haven i et væk, at der kommer til at blive grillet og lavet bål, og klatret i træer. At vores weekendudflugter går til strand og skov, og at vi får den ro på vores forhastede hverdag som vi håber og tror at livet væk fra KBH kan give os?
Vi ved det ikke. Og det er svært ikke at blive en anelse bange for det, når advarslerne ala dem med håndværkertilbuddet og fødslerne drysser ned over os.

Der er kun én måde at finde ud af det på, og det er kun os der kan finde ud af det.

hustanker Sneglehus

Købsmægler?

… Ejendomsmæglere. Der findes mange forskellige typer. Vi ved det, fordi vi har mødt en del igennem de sidste mange måneder. Nogle har man kemi med, andre ikke. Nogle emmer af oprigtighed og andre gør slet ikke. Vi har endda stået i situationer, hvor vi har haft lyst til at købe et hus nærmest udelukkende fordi at mægleren var så sympatisk og rart et menneske. Og omvendt har huse mistet al deres charme på grund af det menneske, der har vist det frem.
Det betyder langt mere end vi var forberedt på. En enkelt gang oplevede vi at en mægler kom med småhånende kommentarer om et hus, han tydeligvis ikke holdte af. Et hus som Cecilie havde tabt sit hjerte til. Det satte et skår i oplevelsen og glæden. Det burde nok være ligegyldigt, men når man er et menneske, der har følelserne udenpå og oftest vælger med fornemmelser og hjertet fremfor med fornuften og hovedet, betyder det en hel del. Enormt upraktisk.

Det er ingen hemmelighed, at vi lige nu står i en situation, hvor særligt ét hus har vækket vores interesse. Et hus, der dog er dyrere end vi synes det er værd, standen taget i betragtning. Men hvad ved vi egentlig om det? Ikke ret meget kan vi godt afsløre. Desuden er vi lidt typerne, der godt kunne lade os rive med i en forhandlingssituation og komme til at byde langt mere end hvad der er rimeligt, bare fordi vi har forelsket os og pludselig synes at et par hundrede tusind her og der ikke betyder alverden. In the heat of the moment, altså. for selvfølgelig betyder det noget. Særligt når vi skal til at renovere hele baduljen. Vi overvejer derfor en købsmægler. Overvejer det ret kraftigt faktisk.
Suk. Endnu en beslutning der skal tages. Kommer der ikke snart nogle voksne? Og tager de ikke lige et hus med?

Erfaringer modtages med kyshånd i øvrigt!

hustanker Renovering Sneglehus

Håndværkertilbud, et No go?

Alle ved da at man skal holde sig fra håndværkertilbud. I hvert fald hvis man vil bevare sit ægteskab og sin forstand. Og så er der os. Ideen om et byggeprojekt skræmmer os egentlig ikke. Michael er ualmindeligt handy, og har altid gang i et eller flere projekter. Cecilie er ekstremt visuel, og kommer i øvrigt ud af en familie med håndværkere og ingeniører. Faktisk tiltaler det os mere at skulle renovere og skabe noget selv, end at købe nyt. Nåhja, og så er der også det med pengene. Man kan få virkelig meget hus, hvis man er villig til at lægge tid, kræfter og lidt flere penge oveni et håndværkertilbud.
Samtlige af de huse vi har kigget på, med undtagelse af et enkelt, har trængt til en kærlig hånd og et par tagsten, og det seneste lidt mere end det. Det vil kræve en seriøs renovering og det er på en og samme tid enormt tiltalende og ekstremt skræmmende.
De fleste råder os til at holde os fra sådan et projekt. ‘I bliver skilt!’ Siger nogle. ‘Det bliver dyrt!’ Siger andre.
Skilsmisse tror jeg nu ikke et hus kan få os ud i. Tværtimod. Vi har det med at have det ret godt og sjovt i den slags projekter. Men selvfølgelig vil det blive hårdt, uanset om det bliver det helt store af slagsen eller et mindre. Vi er ikke urealistiske eller naive omkring det. Ikke så meget i hvert fald. Selvfølgelig er det både tidskrævende og kan klart være hårdt for forholdet i perioder. Ligesom det meste andet i øvrigt.
Og ja, det koster tid og penge. Men det regner vi jo med i planen og desuden satser vi ikke på at gøre alt i samme omgang.

Det er med byggeprojekter lidt ligesom, når man skal have børn. ‘Bare vent’-kommentarerne står klar sammen med de aller værste fødselshistorier. Og det er klart med til at lægge en dæmper på spændingen og den lidt lyserøde tilgang vi måske har. Men vi er fortsat positive og tror at vores projekt ender med at være det helt rigtige. For os.

Måske bliver det ikke et decideret håndværkertilbud vi går efter, men måske gør det, og så håber vi bare, at vi bliver dem med den gode historie.