Category -

Renovering

hustanker Renovering Sneglehus

Håndværkertilbud, et No go?

Alle ved da at man skal holde sig fra håndværkertilbud. I hvert fald hvis man vil bevare sit ægteskab og sin forstand. Og så er der os. Ideen om et byggeprojekt skræmmer os egentlig ikke. Michael er ualmindeligt handy, og har altid gang i et eller flere projekter. Cecilie er ekstremt visuel, og kommer i øvrigt ud af en familie med håndværkere og ingeniører. Faktisk tiltaler det os mere at skulle renovere og skabe noget selv, end at købe nyt. Nåhja, og så er der også det med pengene. Man kan få virkelig meget hus, hvis man er villig til at lægge tid, kræfter og lidt flere penge oveni et håndværkertilbud.
Samtlige af de huse vi har kigget på, med undtagelse af et enkelt, har trængt til en kærlig hånd og et par tagsten, og det seneste lidt mere end det. Det vil kræve en seriøs renovering og det er på en og samme tid enormt tiltalende og ekstremt skræmmende.
De fleste råder os til at holde os fra sådan et projekt. ‘I bliver skilt!’ Siger nogle. ‘Det bliver dyrt!’ Siger andre.
Skilsmisse tror jeg nu ikke et hus kan få os ud i. Tværtimod. Vi har det med at have det ret godt og sjovt i den slags projekter. Men selvfølgelig vil det blive hårdt, uanset om det bliver det helt store af slagsen eller et mindre. Vi er ikke urealistiske eller naive omkring det. Ikke så meget i hvert fald. Selvfølgelig er det både tidskrævende og kan klart være hårdt for forholdet i perioder. Ligesom det meste andet i øvrigt.
Og ja, det koster tid og penge. Men det regner vi jo med i planen og desuden satser vi ikke på at gøre alt i samme omgang.

Det er med byggeprojekter lidt ligesom, når man skal have børn. ‘Bare vent’-kommentarerne står klar sammen med de aller værste fødselshistorier. Og det er klart med til at lægge en dæmper på spændingen og den lidt lyserøde tilgang vi måske har. Men vi er fortsat positive og tror at vores projekt ender med at være det helt rigtige. For os.

Måske bliver det ikke et decideret håndværkertilbud vi går efter, men måske gør det, og så håber vi bare, at vi bliver dem med den gode historie.