Category -

sneglefamilien

sneglefamilien

Tre uger…

Der har været stille nogle uger her på siden, og vi har primært benyttet Instagram som formidling omkring vores lille (Ha!) projekt i Hornbæk. Om tre uger flytter vi ind, og deeeet er en anelse nervepirrende eftersom at der i skrivende stund hverken er nogle badeværelser, noget køkken, og at en stor del af huset er uden gulv… Alle vi taler med, alle der hører om vores plan og alle der kommer forbi er enige: Vi når det ikke.
Og nej, vi når selvfølgelig ikke at lave huset færdigt, langt fra. Det har aldrig været planen. Og måske når vi heller ikke alt det, som vi havde forventet. MEN vi har også valgt at gå i gang med alt på samme tid, hvilket var det vi oprindeligt ikke ville og blev frarådet, men det har faktisk vist sig at være klogt. Det betyder nemlig, at vi får styr på en masse uforudsete overraskelser med det samme og dermed ikke skal bo i nedrivning.
Hvis alt går efter planen (and it better!) kan resten af genopbygningen starte på mandag, hvor elektrikeren og VVS’eren kigger forbi for at gøre klar til tirsdag, hvor der kommer en betonbil og støber gulvet i underetagen, hvor vi for et par uger siden valgte at rive stort set alle vægge ned og lave et kæmpe rum, der bliver køkken og spisestue – Vi arbejder i øvrigt på at få nogle plantegninger som vi kan vise frem asap. Eller altså arkitekten som vi har hevet med ombord arbejder på dem – Og der skal vi have betongulv. I to niveauer. Ja. Så i de her dage arbejder Michael i døgndrift sammen med en god ven, for at få gjort klar til gulvet, der skal støbes om fem dage.

Og i slutningen af næste uge kan vi gå i gang med at slibe og male vægge og træværk i alle rum. Forhåbentlig. I næste uge går badeværelsesprojektet i gang på første salen, ugen efter sættes køkkenet i, og dernæst flytter vi ind… Og arbejder videre.

 

hustanker sneglefamilien Sneglehus

Husjagt: Hvor meget skal man involvere børnene?

Vores børn ved godt, at vi kigger på huse udenfor byen. Men det har været lidt svært, at finde ud af hvor meget eller hvor lidt de har skulle vide. Er det tarveligt at holde det fra dem? Kan de navigere i og forstå hvad det vil sige at flytte i hus, væk fra byen? Kan vi?
Vi har ofte snakket meget om drømmene om et hus, en have og noget mere ro. Men derfra og til at tale husjagt er der lidt vej. Og det har været noget vi har justeret på løbende. I starten fortalte vi slet ikke om de huse vi havde set, nok fordi vi også lige selv skulle vænne os til at være i gang med at kigge – og føle os sikre på, at tiden til et eventuelt sceneskifte var nu, men langsomt har det ændret sig, og særligt den ældste på 8 år har vi involveret en del igennem de sidste par måneder. Vi har fortalt om og vist billeder af de huse vi har set, snakket om områderne, og spurgt ind til hans tanker omkring måske at skulle flytte langt væk fra alt han kender. Det har været rart for os at kunne tale åbent om vores overvejelser og tanker i hans nærvær, og vi har kunne mærke på ham, at han også har fundet processen interessant. Han hepper i øvrigt på håndværkertilbuddet, da han elsker byggeprojekter. Han har dog ikke set nogle af husene i virkeligheden, og kommer også først til at komme med, når vi på et tidspunkt har endeligt besluttet os for et.
Den mindste på knap 9 måneder er altid med til fremvisning, selvfølgelig, men forstår så godt som ingenting, og hende på 2 1/2 har også været med et par gange, når logistikken har dikteret det. Hun lader desuden til at være mere end klar til huslivet, men hvor meget hun forstår af selve jagten og den nuværende process er ret begrænset. Også vores næstældste på 7, ved at vi kigger på hus og nok også på et tidspunkt skal flytte, men han er, modsat sin storebror, langt mindre med i overvejelses-snakken. Ikke fordi han ikke må vide noget, men fordi at hans personlighed og temperament egner sig langt bedre til konkrete informationer.

Vi har fundet en god balance, der virker for os og børnene, og er overbevist om at man som forældre ved bedst om man har børn, der skal have mange informationer, eller lidt mindre, eller måske slet ingen. Men det kan godt tage lidt tid, at nå frem til, hvor involverede de skal være.
Ligesom med alt andet i sådan et forløb. Alt.

 

 

sneglefamilien

Forhandlinger: Nervepirrende og langtrukkent

Vi er SLET ikke gearet til sådan noget med at forhandle, eller til at vente, på noget, nogensinde. Og det her med at forhandle i forhold til et hus, har vist sig at være en langtrukken affære. Der er så meget, der skal tages stilling til, både med banken og med sælger og mægler, advokater, forsikringer, og sikkert flere ting, ting vi har glemt eller ikke ved.
Forbehold, ventetid, kolde fødder, beregninger, mere ventetid, bud, forhandlinger, spænding. Det er nervepirrende og skræmmende, og spændende. Egentlig ikke på den gode måde, da vi begge er go-getters, der handler først og tænker senere… Hvilket blandt andet er forklaringen på hvorfor vi ejer en bus (!) og en gammel amerikanerbil, der ikke kan køre.

Vi har ellers været tålmodige. Meget faktisk. Taget i betragtning at træerne var grønne da vi startede hele vores husjagt og ud af byen-process, og at alt nu er skaldet og koldt, er det faktisk imponerende at vi ikke er sprunget på noget endnu. Men som det måske kan fornemmes, er vi altså fortsat ikke nået frem til noget konkret. Men vi nærmer os. Tror vi.
Og indtil da er søvnen sparsom, tankerne kører, og alle vores drømme omhandler ombygning, renter og huspriser.
I morgen skal vi snakke med en rådgiver. Det er nok meget godt. Måske har vi et hus om et par uger, måske har vi bare mere hovedpine.
Stay tuned.

 

hustanker sneglefamilien Sneglehus

Location location location

HVOR skal vi bo?
Michael er opvokset på en gård udenfor Roskilde, Cecilie er opvokset i en lejlighed på Vesterbro. Michael cyklede selv i skole og til diverse fritidsaktiviteter og brugte de fleste af sine vågne timer udendørs. Det gjorde Cecilie ikke 😉 Vores udgangspunkter er med andre ord ret forskellige. Og vi skal mødes et sted på midten, hvor end det så er.
Vi er, som tidligere skrevet, nået så langt i processen at vi ved vi vil ud af byen. Vi ved at vi vil nordpå. Vi ved at det er vigtigt for os at have skov og strand tæt på. Vi ved at vi skal finde et kompromis, hvor det hverken er landet-landet (Cecilies beskrivelse af steder med mange marker og langt til naboer) eller storby. At der gerne må være en eller anden form for by og nærmiljø, der tiltaler os og passer til os. En lille by.

Vi har siden starten af jagten indskrænket vores søgning til tre-fire byer nord for København. Alle under en times kørsel til København, som vi jo skal til en del gange om måneden, både når vi skal hente og bringe Michaels søn, og når vi hver især har møder og arrangementer. Heldigvis er vi de fleste dage ikke bundet op af tidspunkter og kan selv skemalægge rigtig mange ting, og kan komme udenom myldretid, hvilket er et stort plus og absolut gør at vi har været villige til at strække os i forhold til afstand. Havde vi været hængt op på mødetider hver dag i KBH, havde vi nok ikke søgt så langt væk. … Ja, 40-50 minutter ER langt, når man er vant til at kunne slentre til Magasin på syv minutter.

Vi har været længe om, at nå frem til der hvor vi er, beliggenhedsmæssigt. Vi havde en kort flirt med tanken om at blive øboere, efter at være blevet forelskede i først et hus på Bornholm og senere et på Ærø, men med et delebarn som vi gerne vil have hos os så ofte som muligt, og med relativt hyppige ærinder i hovedstaden, ville det med garanti trække tænder ud i længden. Så det må blive et sommerhus, hvis det nogensinde bliver aktuelt. Fyn har været oppe og vende, Vestegnen, Østsjælland, Nordjylland… Vi har været en del igennem. Men Nordsjælland vandt. Jeg tror det var et besøg i Dronningmølle tilbage i sensommeren, der for alvor overbeviste os. Dronningmølles natur, og at Cecilies forældre som vi er vant til at have rundt om hjørnet kigger samme vej.
Så nu har vi indskrænket søgningen ret specifikt, og kan begynde at kigge på ting som: Hvor langt til nærmeste nabo kan Cecilie (der klart læser for mange krimier til at være alene i et hus på landet) holde ud, hvor tæt på trafik og støj kan Michael klare, hvor langt må der være til skole, hvordan er skolerne (eller skolEN) i området … Osv. Det hele har vist sig at være kompromiser har vi indset. Måske kan vi godt bo tæt på togskinner, hvis huset er det rigtige. Måske kan vi godt leve med tætte naboer, hvis der er kig til stranden. Måske, hvis og det kan jo være …

Vi både elsker og hader denne her del. For ærlig talt har vi jo ingen anelse om hvor vi ender og i hvad. Eller om vi indgår det rette kompromis. Den nye drøm. Men rejsen dertil nærmer sig måske en ende, og det kunne godt tyde på, at vi har besluttet os for en by. Byen. Så mangler vi bare huset.

 

hustanker sneglefamilien

Forblændet?

For et års tids siden aftalte vi at det perfekte kompromis på hele byrotten og landløven’ problematikken var en lejlighed i byen og et sommerhus, eller en ødegård. Fra det og til hvor vi er nu, hvor en beslutning er blevet taget. En beslutning om at forlade byen, er der sket en del. Cecilie har længe, altid faktisk, forsvoret at hun aldrig ville forlade byen. Aldrig.
Men i takt med at børnene bliver større, er behovet for ro og plads og ikke mindst en have vokset. Vores børn er udendørsmennesker. Den ældste har gået i udflytterbørnehave og ved mere om planter og natur end nogen anden i familien. Den næstyngste vil til hver en tid hellere være ude end inde i al slags vejr. Den yngste sover kun lange lure når det kan være udendørs. Delebarnet er ligesom Cecilie mere et bymenneske, men siger aldrig nej til en cykeltur i det fri og har sjældent lyst mere op end da vi fortalte ham om vores husjagt, og eftersom at hans mor stadigvæk bor i byen, får han det (forhåbentlig) bedste af begge verdener. Der er meget få argumenter imod at blive i byen. Men det skal da ingen hemmelighed være at vi ind i mellem mærker en flig af tvivl. Er det hele bare en romantiseret tro på at det er det vi vil. Er vi forblændede af ideen om hvad det er der venter os. Er det urealistisk når vi tænker på, at vi kommer til at lukke børnene ud i haven i et væk, at der kommer til at blive grillet og lavet bål, og klatret i træer. At vores weekendudflugter går til strand og skov, og at vi får den ro på vores forhastede hverdag som vi håber og tror at livet væk fra KBH kan give os?
Vi ved det ikke. Og det er svært ikke at blive en anelse bange for det, når advarslerne ala dem med håndværkertilbuddet og fødslerne drysser ned over os.

Der er kun én måde at finde ud af det på, og det er kun os der kan finde ud af det.

sneglefamilien

Hvem er vi? Den korte version af en lang fortælling.

Michael, 35 år, fotograf og Cecilie, 31 år, blogger og podcaster.
I 2007 mødte vi hinanden første gang. Vi var i starten af 20’erne. Vi blev stormende forelskede. Flyttede sammen i vores første byggeprojekt af en lejlighed på Vesterbro. En lejlighed med skæve gulve, døre der bandt, en lejlighed hvor der ingen vægge var på badeværelset, hvor fjernvarme endnu ikke var lagt ind og hvor vinduerne var utætte. I 2009 gik vi fra hinanden. Lejligheden var ellers færdig, og Cecilie var gravid med vores første barn. Otto blev født i august 2009. I 2010 fik Michael sit andet barn, Leopold. Ikke med Cecilie.
I fire, næsten fem år var alting vendt på hovedet i et virvar af kaos, følelser på godt og rigtig meget ondt, men i slutningen af 2013 overtog forelskelsen og vi fandt sammen igen. I det tidligere byggeprojekt på Vesterbro. Som endnu engang fik en kærlig hånd med værktøj og maling. I foråret 2015 fik vi Uma, vores første datter, Michaels tredje barn, Cecilies andet. I september 2015 blev vi gift.
Blot et lille års tid senere, i sommeren 2016 bedst som at snakken om flere børn var blevet lukket med et bragende nej, ville skæbnen det anderledes og i marts 2017 kom Loulou til verdenen. På stuegulvet i lejligheden på Vesterbro i øvrigt.

To måneder senere, i maj 2017, lukkede vi døren til den lejlighed og flyttede os selv, de mange børn og vores ting til København K. Her bor vi nu. I den smukkeste lejelejlighed med fire meter til loftet, varme i gulvene og alt hvad man kunne drømme om. Bortset fra, at en anden drøm trækker. En ny drøm. En drøm der har været undervejs længe.
Michael har altid vidst at han ikke ville blive i byen, og savnet og manglen på ro og luft er efterhånden svær at komme uden om. Han drømmer om et landsted for enden af en grusvej, uden tætte naboer, med vand og skov i baghaven.

Cecilie er født og opvokset i byen, har intet kørekort og finder ro i byens puls, og elsker at have tætte naboer. Men begynder at kunne se ideen i det der med hus, natur og frisk luft.

Et kompromis skal findes, og vi er godt på vej.

Længe har jeg, Cecilie, delt lidt ud af mine tanker og overvejelser samt vores jagt på kompromiset og drømmehuset, på bloggen sneglcille.dk – Noget der fra nu af kommer til at fylde her på siden i stedet for.
Vi glæder os til at dele vores tanker med jer, og forhåbentlig have jer med hele vejen. I jagten på huset, når vi finder det, OG når det skal sættes i stand. For det kunne godt ligge i kortene, at det bliver endnu et byggeprojekt vi hopper på. Det skal vi nok uddybe i et indlæg snart. For nu et stort velkommen til dig der læser med.

Michael & Cecilie