Category -

Sneglehus

Renovering Sneglehus

Hvad skal laves?

Huset vi har købt er en toetagers villa på 144 kvm, bygget i 1910 (hovedhuset er – Der er nogle nyere tilbygninger). Der hører et anneks til huset på omkring 60 kvm, som vi lige nu bruger som værksted. Det skal istandsættes og laves til beboelse (gæsteværelse, opbevaring og på sigt en teenageafdeling til børnene), når huset er færdigt. Drømmen er at forbinde hus og anneks med en gang i glas (ala et orangeri), men det er et senere projekt, for lige nu byder huset på rigeligt! Men vi har ansøgt om tilladelserne og kan forhåbentlig få grønt lys til det.

Som forventet viser nye forhindringer sig hele tiden, men vi har endnu ikke fundet noget ‘farligt’ eller uoverskueligt. Dog har nogle af tingene gjort vores oprindelige tidsplan noget mere urealistisk, men vi er ved godt mod og skal nok nå en del, når vi rykker vores ting ind i huset til marts.

Vi laver langt det meste selv – Er planen. Men der er selvfølgelig nogle ting, hvor vi hyrer håndværkere (alt der har med rør og ledninger at gøre for eksempel, samt montering af vinduer). Men al nedrivning og opbygning, samt finish, laver vi selv.

Men hvad skal der så egentlig laves. Det ville nok være hurtige at nedskrive, hvad der ikke skal laves, men altså, nu er det jo faktisk en bygge/bolig-blog vi holder os her, så:
Der skal udskiftes vinduer i næsten alle rum, det satser vi også på at få nogle professionelle til.
Der skal laves køkken, og da vi har forelsket os i et, der er ret meget over budget, er vi ved at finde ud af om vi kan lave det meste derude selv, så der bliver råd til drømmekøkkenet.
To badeværelser (faktisk tre, hvis man tæller annekset med). Det ene eksisterer allerede og skal ‘bare’ laves om, og det andet skal gøres større (vi indrager en nuværende entré).
Plankegulve i det meste af huset skal slibes og behandles (det får vi også hjælp til)
Alle rum skal fuldspartles og males fra top til tå (gør vi selv, med lidt rådgivning og assistance fra Cecilies far, der er maler).
Vi skal have isat ovenlysvinduer i spisestuen, der er lidt mørk som det er nu. Det skal vi også have hjælp til 😀
Der skal opsættes et hegn fra haven ud mod vejen, gerne et støjdæmpende og pænt et (en noget sværere opgave at finde end man skulle tro)
Vores balkon skal have nyt trægulv og nye kanter (kan sagtens vente)
Tagpap skal skiftes (kan også vente nogle år)
Beplantning skal rives af huset (gør vi når det bliver lidt varmere udenfor)
Husets facade skal kalkes (til sommer)
Der skal lægges linoleum i køkken (hvis vi kan finde noget, der er pænt)
Vi skal have bygget opbevaringsplads til alt vores tøj i form af indbyggede skabe i soveværelset.

Og … sikkert en masse andet.
Der er rigeligt at gå i gang med. Vi er jo faktisk allerede i gang.
Det er stadigvæk sjovt, og vi har stadigvæk mod på det.

 

hustanker Renovering Sneglehus

73 dage …

Så længe er der til vi skal overlevere vores lejlighed i København, tømt og rengjort. Det vil sige at vi meget gerne skulle have en stor del af huset beboeligt til den tid, så vi kan flytte vores liv derhen. Om vi når det ved vi ikke, men et eller andet når vi nok.
Vi vidste godt, at der ville komme udfordringer af den uforudsete slags undervejs, og det er da også tilfældet allerede nu, hvor vi 14 dage inde i processen både er stødt på en mus, flamingo- og masonit-plader bag de fleste vægge og senest vågnede til et vådt gulv i bryggerset, da et afløb flød over på grund af regn og en prop lavet af rødder, mudder og blade.

Vi skal også arbejde ved siden af og være forældre, og kærester, så vores tid skal virkelig planlægges godt og der skal tages nogle hurtige (og rigtige) beslutninger. Heldigvis er det hele stadigvæk så nyt, og forelskelsen i huset og ideerne og drømmene er fortsat store og tiltalende, så det er stadigvæk hyggeligt at pille vægge ned, hive linoleum af gulvene til langt ud på natten med rødvin i papkrus, og derfor er det også nu vi giver det en ordentlig skalle, så det forhåbentlig er begrænset hvad vi skal nå, når nyforelskelsen lægger sig og rugbrødsdagene går i gang.

Det bliver skide godt. Også om 73 dage.

 

Renovering Sneglehus

Sæt i gang!

Det er ved at være længe siden vi har givet en status, som lige nu er, at vi har fået nøglerne og været i huset et par gange for at kigge, gøre lidt rent og lægge noget værktøj. Så blev det jul og vi har ligesom de fleste andre spist, været sammen med familie og forsøgt at lægge hustankerne lidt i bero (ret svært at gøre). Men nu er julen overstået og vi er klar til at tage de første ægte spadestik mod vores husdrømme, og vi er nu efter første døgn, og vores første nat i huset, i gang med at danne os et overblik over, hvad der skal laves og i hvilken rækkefølge. Det er en del, men intet uoverskueligt (endnu) – Altså med undtagelse af de to badeværelser og annekset, men det er noget, der kan vente, og badeværelserne hyrer vi hjælp til, når vi når dertil.
Planen er endnu ikke fastlagt, men som det ser ud nu, starter vi med at gøre førstesalen færdig (minus badeværelse og altan, som må vente), hvor der skal laves tre soveværelser og et walk in-skab – Her skal vi slibe og behandle plankegulve, nedrive træbeklædning af vægge og lofter, gøre vægge og lofte glatte og male dem, og udskifte vinduer.
I samme omgang sliber vi trappen ned og gør klar til maling.
Men inden vi går i gang med det, er vi ved at hive indbyggede skabe ned i underetagen for at danne os et bedre overblik over rummene hernede – og forhåbentlig slippe af med de mus, vi mistænker der bor her…

Der er meget, der skal laves, ingen tvivl, men vi er ved godt mod til trods for løftede øjenbryn, skepsis og kække kommentarer om skilsmisseadvokater fra nær og fjern. Det bliver godt!
Børnene hjælper til, og vi føler selv at vi er realistiske i tidsplan og økonomi. For nu. Men vi er selvfølgelig knap gået i gang, så lad os tales ved om et par måneder 😉

De bedste råd vi har fået, og som vi følger, er ikke at tage munden for fuld – Starte med de ‘nemme’ rum og sætte delmål. Vores første delmål hedder 1. sal og trappe færdig i februar. Dernæst stue + vinduer (alle skal skiftes), samt et af de to badeværelser, hvilket gerne skal stå klar d. 1. April. Som også er den dag vi flytter officielt ind, og så tager vi fat om spisestue og køkken, der kommer til at være sammenhængende – og bestå af det der lige nu er køkken, bryggers og udestue. Dernæst skulle hele hovedhuset gerne stå klar omkring slut maj, og vi kan tage fat i det udvendige + opstarte projekt badeværelser og terrasse. Det er der endnu ingen tidsplan for, da vi ikke engang nu ved om ovenstående kommer til at holde stik. Igen: Delmål. Vi ser hvad der sker med 1. salen og tager det derfra.

Det bliver en mundfuld og muligvis en optimistisk en, men der er plads til justeringer, ja-kasketterne er på og vi tager det en dag ad gangen.

Vi vil opdatere løbende med billeder (før- og efter), med DIY’s og tanker omkring det hele. I kan også følge med på instagram, hvor @sneglehytten opdateres oftere og oftere. OG ønsker til indlæg omkring renoveringen modtages også meget gerne.
Vi glæder os til det hele.

Michael & Cecilie

Sneglehus

Husejere

Endelig er ventetiden ovre. Og selvom det har taget lang tid, i hvert fald siden vi bød første gang og satte hele forhandlingen i gang – Er det alligevel som om at vejen hertil har været kort. Fra vi begyndte at tale om og besluttede os for at rykke ud af byen i sommers til, at vi nu står med et hus på hånden. Og det gør vi. De sidste papirer er udfyldt, alt er sendt afsted og godkendt. Nøglerne venter på os.

Vi er officielt husejere.

Det ser vildt ud på skrift og føles vildt herude i virkeligheden. Mere end vildt. Vi har kendt hinanden i 11 år, er blevet gift og fået tre børn sammen – og alligevel er det som om at det at eje et hus sammen VIRKELIG er store sager.

Huset er købt, og nu skal vi bare i gang. I gang med at renovere, for ja, vi endte da (selvfølgelig) med håndværkertilbuddet.

Skååååål!

 

hustanker Sneglehus

Lange dage, ventetid og afklaring

Helt naivt gik vi og troede, at når man skulle købe hus, var det noget med at finde en pris, skrive under, og så var det ligesom det. Haha og HA! Det er det ikke, viser det sig. For fire uger siden bød vi på et hus, for to en halv uge siden blev vi enige om en pris med sælger, for ti dage siden underskrev vi en købsaftale med forbehold, for ni dage siden underskrev sælger samme aftale, for otte dage siden godkendte banken vores lån, for seks dage siden godkendte vores advokat købet med en række forbehold og en tidsfrist på tre dage. For tre dage siden bad sælger om udsættelse på fem dage. I al den tid har vi skiftevis mistet håbet, fundet det igen, sat forventningerne både ned og op, og ikke fået ret meget nattesøvn. Hver uge den sidste måned, har vi i starten af den, kigget på hinanden og sagt ordene: Måske er det denne uge, vi får afklaring og bliver husejere. I dag, mandag, har vi aftalt ikke at forvente noget, at tage det helt køligt og måske lade helt være med at tænke på, at det nok ret sikkert bliver i denne uge at vi ved det. Ved om vi har købt et hus eller om vi skal tilbage på markedet. Hvis sidstnævnte er tilfældet og vi igen skal lede efter vores hus, har vi aftalt at holde en pause fra boligsiderne, og tage på ferie. Et varmt sted.

Vi ved godt, hvad vi helst vil, men allerhelst vil vi bare gerne have afklaring. I går.

 

hustanker sneglefamilien Sneglehus

Husjagt: Hvor meget skal man involvere børnene?

Vores børn ved godt, at vi kigger på huse udenfor byen. Men det har været lidt svært, at finde ud af hvor meget eller hvor lidt de har skulle vide. Er det tarveligt at holde det fra dem? Kan de navigere i og forstå hvad det vil sige at flytte i hus, væk fra byen? Kan vi?
Vi har ofte snakket meget om drømmene om et hus, en have og noget mere ro. Men derfra og til at tale husjagt er der lidt vej. Og det har været noget vi har justeret på løbende. I starten fortalte vi slet ikke om de huse vi havde set, nok fordi vi også lige selv skulle vænne os til at være i gang med at kigge – og føle os sikre på, at tiden til et eventuelt sceneskifte var nu, men langsomt har det ændret sig, og særligt den ældste på 8 år har vi involveret en del igennem de sidste par måneder. Vi har fortalt om og vist billeder af de huse vi har set, snakket om områderne, og spurgt ind til hans tanker omkring måske at skulle flytte langt væk fra alt han kender. Det har været rart for os at kunne tale åbent om vores overvejelser og tanker i hans nærvær, og vi har kunne mærke på ham, at han også har fundet processen interessant. Han hepper i øvrigt på håndværkertilbuddet, da han elsker byggeprojekter. Han har dog ikke set nogle af husene i virkeligheden, og kommer også først til at komme med, når vi på et tidspunkt har endeligt besluttet os for et.
Den mindste på knap 9 måneder er altid med til fremvisning, selvfølgelig, men forstår så godt som ingenting, og hende på 2 1/2 har også været med et par gange, når logistikken har dikteret det. Hun lader desuden til at være mere end klar til huslivet, men hvor meget hun forstår af selve jagten og den nuværende process er ret begrænset. Også vores næstældste på 7, ved at vi kigger på hus og nok også på et tidspunkt skal flytte, men han er, modsat sin storebror, langt mindre med i overvejelses-snakken. Ikke fordi han ikke må vide noget, men fordi at hans personlighed og temperament egner sig langt bedre til konkrete informationer.

Vi har fundet en god balance, der virker for os og børnene, og er overbevist om at man som forældre ved bedst om man har børn, der skal have mange informationer, eller lidt mindre, eller måske slet ingen. Men det kan godt tage lidt tid, at nå frem til, hvor involverede de skal være.
Ligesom med alt andet i sådan et forløb. Alt.

 

 

hustanker sneglefamilien Sneglehus

Location location location

HVOR skal vi bo?
Michael er opvokset på en gård udenfor Roskilde, Cecilie er opvokset i en lejlighed på Vesterbro. Michael cyklede selv i skole og til diverse fritidsaktiviteter og brugte de fleste af sine vågne timer udendørs. Det gjorde Cecilie ikke 😉 Vores udgangspunkter er med andre ord ret forskellige. Og vi skal mødes et sted på midten, hvor end det så er.
Vi er, som tidligere skrevet, nået så langt i processen at vi ved vi vil ud af byen. Vi ved at vi vil nordpå. Vi ved at det er vigtigt for os at have skov og strand tæt på. Vi ved at vi skal finde et kompromis, hvor det hverken er landet-landet (Cecilies beskrivelse af steder med mange marker og langt til naboer) eller storby. At der gerne må være en eller anden form for by og nærmiljø, der tiltaler os og passer til os. En lille by.

Vi har siden starten af jagten indskrænket vores søgning til tre-fire byer nord for København. Alle under en times kørsel til København, som vi jo skal til en del gange om måneden, både når vi skal hente og bringe Michaels søn, og når vi hver især har møder og arrangementer. Heldigvis er vi de fleste dage ikke bundet op af tidspunkter og kan selv skemalægge rigtig mange ting, og kan komme udenom myldretid, hvilket er et stort plus og absolut gør at vi har været villige til at strække os i forhold til afstand. Havde vi været hængt op på mødetider hver dag i KBH, havde vi nok ikke søgt så langt væk. … Ja, 40-50 minutter ER langt, når man er vant til at kunne slentre til Magasin på syv minutter.

Vi har været længe om, at nå frem til der hvor vi er, beliggenhedsmæssigt. Vi havde en kort flirt med tanken om at blive øboere, efter at være blevet forelskede i først et hus på Bornholm og senere et på Ærø, men med et delebarn som vi gerne vil have hos os så ofte som muligt, og med relativt hyppige ærinder i hovedstaden, ville det med garanti trække tænder ud i længden. Så det må blive et sommerhus, hvis det nogensinde bliver aktuelt. Fyn har været oppe og vende, Vestegnen, Østsjælland, Nordjylland… Vi har været en del igennem. Men Nordsjælland vandt. Jeg tror det var et besøg i Dronningmølle tilbage i sensommeren, der for alvor overbeviste os. Dronningmølles natur, og at Cecilies forældre som vi er vant til at have rundt om hjørnet kigger samme vej.
Så nu har vi indskrænket søgningen ret specifikt, og kan begynde at kigge på ting som: Hvor langt til nærmeste nabo kan Cecilie (der klart læser for mange krimier til at være alene i et hus på landet) holde ud, hvor tæt på trafik og støj kan Michael klare, hvor langt må der være til skole, hvordan er skolerne (eller skolEN) i området … Osv. Det hele har vist sig at være kompromiser har vi indset. Måske kan vi godt bo tæt på togskinner, hvis huset er det rigtige. Måske kan vi godt leve med tætte naboer, hvis der er kig til stranden. Måske, hvis og det kan jo være …

Vi både elsker og hader denne her del. For ærlig talt har vi jo ingen anelse om hvor vi ender og i hvad. Eller om vi indgår det rette kompromis. Den nye drøm. Men rejsen dertil nærmer sig måske en ende, og det kunne godt tyde på, at vi har besluttet os for en by. Byen. Så mangler vi bare huset.

 

hustanker Sneglehus

Købsmægler?

… Ejendomsmæglere. Der findes mange forskellige typer. Vi ved det, fordi vi har mødt en del igennem de sidste mange måneder. Nogle har man kemi med, andre ikke. Nogle emmer af oprigtighed og andre gør slet ikke. Vi har endda stået i situationer, hvor vi har haft lyst til at købe et hus nærmest udelukkende fordi at mægleren var så sympatisk og rart et menneske. Og omvendt har huse mistet al deres charme på grund af det menneske, der har vist det frem.
Det betyder langt mere end vi var forberedt på. En enkelt gang oplevede vi at en mægler kom med småhånende kommentarer om et hus, han tydeligvis ikke holdte af. Et hus som Cecilie havde tabt sit hjerte til. Det satte et skår i oplevelsen og glæden. Det burde nok være ligegyldigt, men når man er et menneske, der har følelserne udenpå og oftest vælger med fornemmelser og hjertet fremfor med fornuften og hovedet, betyder det en hel del. Enormt upraktisk.

Det er ingen hemmelighed, at vi lige nu står i en situation, hvor særligt ét hus har vækket vores interesse. Et hus, der dog er dyrere end vi synes det er værd, standen taget i betragtning. Men hvad ved vi egentlig om det? Ikke ret meget kan vi godt afsløre. Desuden er vi lidt typerne, der godt kunne lade os rive med i en forhandlingssituation og komme til at byde langt mere end hvad der er rimeligt, bare fordi vi har forelsket os og pludselig synes at et par hundrede tusind her og der ikke betyder alverden. In the heat of the moment, altså. for selvfølgelig betyder det noget. Særligt når vi skal til at renovere hele baduljen. Vi overvejer derfor en købsmægler. Overvejer det ret kraftigt faktisk.
Suk. Endnu en beslutning der skal tages. Kommer der ikke snart nogle voksne? Og tager de ikke lige et hus med?

Erfaringer modtages med kyshånd i øvrigt!

hustanker Renovering Sneglehus

Håndværkertilbud, et No go?

Alle ved da at man skal holde sig fra håndværkertilbud. I hvert fald hvis man vil bevare sit ægteskab og sin forstand. Og så er der os. Ideen om et byggeprojekt skræmmer os egentlig ikke. Michael er ualmindeligt handy, og har altid gang i et eller flere projekter. Cecilie er ekstremt visuel, og kommer i øvrigt ud af en familie med håndværkere og ingeniører. Faktisk tiltaler det os mere at skulle renovere og skabe noget selv, end at købe nyt. Nåhja, og så er der også det med pengene. Man kan få virkelig meget hus, hvis man er villig til at lægge tid, kræfter og lidt flere penge oveni et håndværkertilbud.
Samtlige af de huse vi har kigget på, med undtagelse af et enkelt, har trængt til en kærlig hånd og et par tagsten, og det seneste lidt mere end det. Det vil kræve en seriøs renovering og det er på en og samme tid enormt tiltalende og ekstremt skræmmende.
De fleste råder os til at holde os fra sådan et projekt. ‘I bliver skilt!’ Siger nogle. ‘Det bliver dyrt!’ Siger andre.
Skilsmisse tror jeg nu ikke et hus kan få os ud i. Tværtimod. Vi har det med at have det ret godt og sjovt i den slags projekter. Men selvfølgelig vil det blive hårdt, uanset om det bliver det helt store af slagsen eller et mindre. Vi er ikke urealistiske eller naive omkring det. Ikke så meget i hvert fald. Selvfølgelig er det både tidskrævende og kan klart være hårdt for forholdet i perioder. Ligesom det meste andet i øvrigt.
Og ja, det koster tid og penge. Men det regner vi jo med i planen og desuden satser vi ikke på at gøre alt i samme omgang.

Det er med byggeprojekter lidt ligesom, når man skal have børn. ‘Bare vent’-kommentarerne står klar sammen med de aller værste fødselshistorier. Og det er klart med til at lægge en dæmper på spændingen og den lidt lyserøde tilgang vi måske har. Men vi er fortsat positive og tror at vores projekt ender med at være det helt rigtige. For os.

Måske bliver det ikke et decideret håndværkertilbud vi går efter, men måske gør det, og så håber vi bare, at vi bliver dem med den gode historie.